14. oktober eksploderede en håndgranat foran en vandpibecafé på Amagerbrogade, som Københavns Politi siden har forbundet til bandekonflikten.

Københavns Politi efterlyser derfor nu en hvid Seat Leon eller vidner, der har set bilen. Politiet mistænker, at bilen blev brugt af gerningsmændene 14. oktober til at komme til og fra gerningsstedet.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

Den hvide bil blev stjålet natten til 5. oktober fra en parkeringsplads i Hvidovre.

Foto: Københavns Politi
Vis mere

Politiet vil gerne høre fra borgere, der har kendskab til, hvor bilen befinder sig nu, samt vidner, der har set bilen, efter den blev stjålet. Desuden ønsker politiet oplysninger om, hvem der har kørt i bilen efter tyveriet.

Siden februar har der været 14 eksplosioner i og omkring København, og flere af dem har ifølge politiet en relation til bandemiljøet.

Ingen blev ramt ved eksplosionen 14. oktober.

/ritzau/