En kvinde og hendes mandlige kæreste skal nu begge undersøges af en retsmediciner, efter kæresten skal have begået et overfald på hende.
Under overfaldet skal manden både have slået og bidt hende.
Det skriver TV 2 Nord.
Politiet i Nordjylland modtog klokken 21.52 tirsdag aften en anmeldelse om overfaldet og rykkede ud til mandens adresse i Farsø.
»Kvinden får knytnæveslag og bliver bidt. Hun har nogle skader, blandt andet har hun slået nogle tænder og har fået kradsemærker, men det er ikke noget alvorligt,« oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg, til lokalmediet.
Den mandlige kæreste blev efterfølgende anholdt.
Ifølge politiet er han tidligere kendt for lignende forhold.
Både den anholdte mand og kvinden skal nu undersøges af en retsmediciner.