Det er varmt denne lørdag. Meget varmt.

Derfor kommer Syd- og Sønderjyllands Politi med en opfordring, der især er rettet mod børn og ældre – og deres familier:

»I disse dage med varme og sol er det godt at drage omsorg for børn og ældre. Mind dem om at drikke rigeligt, hjælp gerne med kolde og velsmagende drikke,« lyder det i et tweet fra politikredsen:

»Sørg for skygge, en solhat og solcreme. Og husk vand til dyrene. Også gerne til dem i haven.«

Syd- og Sønderjyllands Politi er ikke de eneste, der kommer med en opfordring i varmen.

Det samme gør Midt- og Vestsjællands Poiti, der på Twitter kommer med tre af slagsen:

»1) Pas på i varmen. Drik rigeligt med vand og ophold dig gerne i skyggen. 2) Pas på ved brug af åben ild - Herunder brugen af ukrudtsbrænder,« lyder det i tweetet, som fortsætter:

»3) Vis hensyn! Blandt andet når du spiller musik fra for eksempel soundboks.«