Obduktion af liget og samtaler med pårørende skal bringe politiet tættere på en forklaring af, hvorfor en 20-årig mand endte sit liv i tigerburet i Københavns Zoologiske Have.

Hvorfor brød en 20-årig mand ind i Københavns Zoologiske Have sent tirsdag aften og havnede i tigerburet, hvor han blev dræbt af de farlige rovdyr?

Københavns Politi arbejder hårdt på at finde motivet for den tragiske episode, der blev opdaget af personalet ved halv otte-tiden onsdag morgen, da de fandt den 20-årige liggende inde i tigerburet med tigre omkring sig.

- Motivet kender vi simpelthen ikke. Hvis han er gået derind frivilligt, må han jo være klar over, at det er livsfarligt at gå ind til rovdyr, siger Lars Christian Borg fra Københavns Politi.

Læs også:

Han kan dog ikke udelukke, at manden har siddet på rækværket til tigerburet og ved et uheld er faldet ned. Men han afviser, at der på nuværende tidspunkt er noget, der tyder på selvmord.

- Vi ved mere sikkert, at der ikke er tale om en forbrydelse. Det er et af dyrene, der har slået ham ihjel ved at bide sig fast i struben, dermed mener vi også at kunne udelukke, at det er en tale om en kriminel handling, siger Lars Christian Borg.

Den 20-årige er en afghansk mand, der boede i København og fik dansk statsborgerskab i sidste måned. De pårørende identificerede ham onsdag eftermiddag. Liget skal torsdag obduceres, og her håber politiet at komme tættere på et motiv, når de får den konkrete dødsårsag og tidspunkt - samt svar på, hvorvidt manden var påvirket af alkohol eller narkotika.

Samtidig koncentrerer politiet efterforskningen om de pårørende, venner og arbejdskolleger for at danne sig et billede af manden og ad den vej komme tættere på et motiv.

Læs også:

I Københavns Zoologiske Have er man chokerede over episoden, men afviser, at man kunne have gjort noget for at forhindre hændelsen.

- Det er en meget ekstrem udfordring af de sikkerhedsforanstaltninger, der har fungeret fint i 152 år. Det her handler i bund og grund ikke om sikkerhed, men om, at hvis man vil udfordre de her ting, så kan man godt gøre det, siger havens administrerende direktør, Steffen Stræde, og tilføjer, at alle sikkerhedsprocedurer er fulgt.

Han afviser derfor også, at sikkerheden skal skærpes efter episoden - ligesom den heller ikke får konsekvenser for tigrene.

- De har ingen skyld i det her. De er jo bare tigre, og de har deres naturlige adfærd og har ikke gjort andet end at være tigre. Det får derfor ikke nogen betydning for dem, siger Steffen Stræde.

Efter politiet gjorde det klart, at der ikke var mere at gøre for den unge mand, har man i Københavns Zoologiske Have fokuseret på medarbejderne.

- Vores prioritet nummer ét er at tage hånd om medarbejderne. De har været i krisepsykologbehandling i dag både i grupper og enkeltvis, siger Steffen Stræde.

Haven har dog haft åben som på en almindelig sommerdag.

- Det ville ikke ændre så meget, at vi havde holdt lukket. Det ville ikke bringe den unge mand tilbage, siger Steffen Stræde.

Derfor har man valgt at være åben omkring ulykken - og dermed også holde åben for de mange gæster, der i deres sommerferie havde planlagt en tur i zoo.