I over tre timer blev et ældre ægtepar og to sosu-assistenter fra den kommunale hjemmepleje holdt fanget af tre unge gerningsmænd under et kynisk hjemmerøveri, der fandt sted natten til lørdag i et hus i Kirke Såby mellem Roskilde og Holbæk.

»Der er tale om et særdeles groft hjemmerøveri, som vi har sat massivt ind for at få opklaret,« siger vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til BT.

»Vi modtog kl. 0314 et alarmopkald fra en adresse i Kirke Såby, hvor et pensionistægtepar på 84 og 75 år havde været udsat for et groft hjemmerøveri. Omkring kl. 2330 brød tre gerningsmænd ind i ægteparrets hjem, hvor de truede sig til familiens dankort. En af gerningsmændene kørte herefter til Hvalsø, hvor han forsøgte at hæve penge på dankortet, mens de øvrige to gerningsmænd blev på gerningsstedet,« oplyser politiet.

I den tidlige fase af røveriet ankom to SOSU-assistenter Lejre Kommunes hjemmepleje til stedet for at udføre en plejeopgave. De to SOSU-assistenter blev også pacificeret ,indtil gerningsmændene forlod stedet omkring kl. 0310. Både ægteparret og de to SOSU-assistenter er sluppet med moderate fysiske skader, men er naturligvis dybt berørte efter hændelsen.

»De helt konkrete omstændigheder omkring, hvad der er foregået inde i huset, vil jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt af hensyn til efterforskningen. Og af hensyn til de forurettede vil jeg kun sige, at de har været udsat for slag, skub og spark. Tre af dem - de to to SOSU-assistenter og den kvindelige beboer i huset - har bagefter været til behandling på skadestuen,« tilføjer vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard.

De tre gerningsmænd beskrives af politiet som:

A: Mand, mellemøstligt af udseende (brun i huden), 16-18 år, 175-180 cm, spinkel kropsbygning, sort kort hår, iført sort dunjakke. Talte slavisk sprog.

B: Mand, mellemøstlig af udseende (lys i huden), 20-25 år, 180-185 cm, almindelig kropsbygning, sort kort hår, iført sort jakke og mørke bukser. Talte dansk med accent.

C: Mand, mellemøstlig af udseende (brun i huden), 20-25 år, ca. 170 cm, kraftig kropsbygning, sort kort hår, iført beige/lys jakke med hætte, sort tørklæde for ansigtet og sorte handsker. Talte dansk med accent.

Politiet betragter som nævnt røveriet som meget groft, og beder i den anledning beboere og andre, der måtte have set noget mistænkeligt i området, om at rette henvendelse til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114.

Politiet er særligt interesseret i at høre fra personer, der i tidsrummet mellem kl. 2300 og 0330 måtte have set mistænkelige/fremmede personer og køretøjer i området omkring Egevej, Magnolievej og Lindevej i Kirke Såby. Ligeledes er man interesseret i at høre fra borgere, der måtte have gjort observationer omkring Nordeas hæveautomat på Skolevej i Hvalsø i tidsrummet omkring kl. 0156, ligesom politiet også gerne hører fra borgere, der har set noget på ruten fra Kirke Såby til Hvalsø – en strækning på ca. seks km.