Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En 32-årig mand blev onsdag aften stukket ned ved indkøbscenteret City 2 i Høje Taastrup. Offeret blev stukket i låret og led stort blodtab, men er uden for livsfare, oplyser Københavns Vestegns Politi.

En person er blevet stukket ned ved City 2 I Høje Taastrup.
En person er blevet stukket ned ved City 2 I Høje Taastrup. Foto: Mathias Øgendahl
Vis mere

»Vi fik en anmeldelse kl. 20.40 om, at en 32-årig mand skulle være stukket i benet. Han er nu kørt på hospitalet, men er uden for livsfare,« siger vagtchef Lars Guldborg til BT og uddyber over for ritzau:

»Han (offeret, red.) led et forholdsvist stort blodtab derude«.

Politiet kender fortsat ikke til de nærmere omstændigheder omkring knivstikkeriet.

Ifølge vagtchefen var der flere vidner til episoden, og de er ved at blive afhørt.

Der er dog fortsat ikke noget brugbart signalement af gerningsmanden.

»Det var en mand iført mørkt tøj. Det er det eneste, vi kan sige lige nu,« siger Lars Guldborg.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Ifølge BTs person på stedet var der sent onsdag aften del blod både uden for og inden for i centeret i Høje Taastrup. Samtidig var der flere patruljevogne samt hundepatruljer i området ved gerningsstedet.

Politiet har endnu ikke haft mulighed for at afhøre offeret, og man søger derfor yderligere vidner, der kan bidrage til opklaringen.

»Hvis der er folk, der har set hændelsen eller noget tumult derude, så vil vi selvfølgelig gerne tale med dem, siger vagtchef Lars Guldborg.

Han tilføjer, at der natten til torsdag ikke er noget, der entydigt peger på, at episoden skulle have forbindelse til bandekonflikten i København og omegn.