En 31-årig politibetjent blev fredag aften påkørt af en flugtbilist og kom alvorligt til skade.

Politiet jagter i øjeblikket fortsat gerningsmanden.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse lørdag morgen:

»Østjyllands Politi har fredag aften og natten til lørdag ledt efter 20-årige XX (navn udeladt, efter bilisten er blevet anholdt, red.), som politiet mener sad bag rattet i den bil, der fredag aften med høj fart påkørte en politibetjent i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj,« lyder det.

Den 31-årige betjent blev fredag aften ramt af en flugtbilist i forbindelse med en såkaldt eftersættelse, hvor den formodede flugtbilist allerede var på flugt fra politiet, og blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand.

Betjenten havde stået klar i et kryds til at lægge 'stop sticks' ud på kørebanen for at standse bilisten, men endte med at blive ramt af flugtbilisten, der ifølge politiet kørte 'i meget høj fart'.

Politiet oplyste fredag aften, at den formodede flugtbilist er 20-årige XX fra Hasle i Aarhus V.

Politikredsen oplyser lørdag morgen, at man har modtaget flere henvendelser fra borgere i sagen – men det er endnu ikke lykkedes at finde frem til den eftersøgte mand, som man blandt andet har ledt efter med hjælp fra helikoptere.

»Vi er meget taknemmelige for den hjælp, vi har fået fra befolkningen i denne sag, og vi arbejder fortsat intenst på at finde frem til den eftersøgte«, siger politiinspektør Gert Bisgaard og tilføjer:

»Vi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om vores medarbejders tilstand.«

Politiet oplyser videre, at man 'gerne vil høre fra borgere', der ved, hvor XX kan befinde sig.

Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du ringe til Østjyllands Politi på telefonnummer 1-1-4.