På trods af dykkere og vandsøgshunde har det ikke været muligt for Nordjyllands Politi at finde spor af 21-årige Oliver Ibæk Lund, der sidst blev set efter en bytur.
Og tirsdag eftermiddag har Nordjyllands Politi været nødt til at indstille eftersøgningen, fortæller vicepolitiinspektør Sune Myrup.
»Vi har ledt hele dagen med dykkere og vandhunde, men vi har ikke fundet spor af ham. Nu er vi nødt til at indstille eftersøgningen på grund af stærk strøm,« siger vicepolitiinspektøren.
Oliver Ibæk Lund blev sidst set ved Tolbod Plads.
Siden har Nordjyllands Politi fundet spor af ham på videoovervågning ved Vestre Havnepromenade og ved restaurantskibet Prinses Juliana.
Derfor har politiet koncentreret deres eftersøgning i og omkring Limfjorden.
»Vi har ikke kunnet finde noget, der kan af- eller bekræfte, om han er faldet i Limfjorden,« siger Sune Myrup.
Derfor fortsætter eftersøgningen ufortrødent onsdag.
»Vi leder videre i morgen (onsdag, red.) med præcis samme setup. Det vil sige dykkere og vandsøgshunde, så vi kan få vores teori af- eller bekræftet,« lyder det fra vicepolitiinspektøren.
Oliver Ibæk Lund beskrives som almindelig af bygning med mørkt kort hår og med briller. Han var iført mørk uldfrakke, lyseblå jeans og brune sko, da han forsvandt.
Hvis du har set Oliver eller har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.