En politipatrulje i Hjallerup i Vendsyssel fik torsdag aften en spektakulær fangst, da de kørte på Østermarksvej.

Her lagde de to betjente mærke til en bil, der havde fået revet venstre hjørne af.

Bilen var uden venstre fordæk og kørte på fælgen.

Det skriver Nordjyllands Politi i døgnrapporten for 8. april.

Sagen bliver dog mere speget.

For efter at have konstateret, at bilen bestemt ikke var i en stand, så den burde færdes på vejene, forsøgte de to betjente i patruljen at få kontakt til føreren.

Men selvom der blev signaleret løs fra politibilen, så fortsatte den ramponerede bil blot i et tempo på mellem 20-30 km/t.

Først da patruljen kørte op på siden af bilen, lykkedes det efter lidt tid at få bilen standset.

»Politiet kørte op på siden af bilen, så de kunne få øjenkontakt med føreren. Det var nu tydeligt, at bilisten så meget påvirket ud – formodentlig af spiritus og/eller bevidsthedspåvirkende stoffer. Efter cirka 100 meter lagde føreren formodentlig mærke til politiet, hvorefter han standsede sit køretøj,« skriver politiet i døgnrapporten.

Men det stopper ikke her.

For da betjentene fik fat på føreren – en 58-årig mand – kunne han hverken stå på sine ben eller føre en sammenhængende samtale.

Derfor besluttede betjentene sig for at tage en alkoholtest af manden. Den første viste en promille på 2,13, mens endnu en test lidt senere gik hele vejen op til 2,84.

Langt over de tilladte 0,5.

Den høje promille fik betjentene til at anholde den 58-årige mand, der desuden ikke har et kørekort.

Manden kan nu formentlig som minimum se frem til en klækkelig bøde og en frakendelse af førerretten i en længere periode.