31-årig pusher kræves varetægtsfængslet, efter at politiet under en aktion på Christiania konfiskerede flere kilo hash og skunk.

7,1 kilo hash, 4,6 kilo skunk, cirka 1000 joints og 59.524 kroner i såkaldte hittepenge fra hashhandel.

Det blev udbyttet, da Københavns Politi torsdag slog til mod hashhandel på Christiania, oplyser den centrale vagtleder, Flemming Kim.

Syv personer blev anholdt, og den 31-årige mand, som politiet mener, at de kan hænge op på størstedelen af narkoen, vil fredag blive krævet fængslet i et grundlovsforhør. De øvrige seks er blevet løsladt med diverse mindre sigtelser.

Politifolkene var ikke særligt velkomne i fristaden, og betjentene måtte både kaste en gasgranat og anvende peberspray for at dæmpe gemytterne.

/ritzau/