Østjyllands Politi udfører tirsdag formiddag gerningstedsundersøgelser relateret til en drabssag, hvor en polsk mand blev fundet død i en kloak, i Harlev.
Det bekræfter Emil Enemark Sørensen, der er kommunikationsrådgiver i Østjyllands Politi, over for Ritzau.
Undersøgelserne bliver foretaget i området omkring, hvor manden blev fundet dræbt i en kloak tidligere på året.
Det var 28. februar i år, at en 26-årig polsk mand blev fundet død i en kloak i Harlev.
En 41-årig polsk mand og en 30-årig dansk kvinde er sigtet for på et ukendt tidspunkt inden 7. februar i år ved brug af kniv og pistol at have dræbt den 26-årige.
De to blev anholdt og fængslet tilbage i maj måned. Da de blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, nægtede de sig begge skyldige.
Men fredag i sidste uge blev den kvindelige sigtede løsladt, efter at hendes fængsling var blevet kæret til landsretten.
Umiddelbart efter løsladelsen blev hun dog anholdt igen, og lørdag i sidste uge blev hun igen fremstillet i grundlovsforhør, hvor dommeren blev præsenteret for nye beviser i sagen.
De beviser var ifølge dommeren nok til, at der kunne ske fængsling af kvinden.
/ritzau/