Politiet har i forbindelse med en politiaktion i Aalborg fredag morgen anholdt en 26-årig mand i forbindelse med en verserende terrorsag.

Det bekræfter Københavns Politi på Twitter.

I en pressemeddelelse uddyber Københavns Politi anholdelsen.

Heri fremgår det, at den 26-årige har relation til politiaktionen, der fandt sted den 11. december sidste år.

Dengang blev en række personer, herunder den 26-årige, anholdt flere steder i landet.

Det foregik i tæt koordination med Københavns Politi, øvrige politikredse og PET.

Manden er fredag eftermiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Han bliver sigtet i den del af sagen, der handler om fremstilling af bomber.

Samtidig kræves han varetægtsfængslet.

Den 26-årige har tidligere været anholdt i sagen og efterfølgende løsladt, men det betyder ikke, arbejdet har ligget stille hos politiet.

'Efterforskningen er fortsat og har ført til, at mistanken mod den 26-årige nu er så betydelig, at han skal fremstilles i grundlovsforhør. Dagens anholdelse er sket i godt samarbejde med vores kolleger i Nordjyllands Politi,' siger leder af Afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Brian Belling, i pressemeddelelsen.

Manden har tidligere været anholdt i den del, der handlede om anskaffelse af våben.