En 14-årig pige fra København er torsdag eftermiddag afgået ved døden. Det skete i en ulykke i forlystelsesparken Tivoli Friheden i Aarhus.

Østjyllands Politi holder torsdag klokken 17 pressemøde, hvor de kortlægger sagen og fortæller om den nuværende efterforskning.

»Vi ved, der har været vidner til det her. Vi kan kun opfordre til, at man søger hjælp,« lyder det.

Der er blandt andet en mobil politistation i området, som man kan henvende sig til, men man kan også kontakte politiet telefonisk.

Desuden opfordrer politiet til, at man under ingen omstændigheder deler billeder eller video fra stedet.

Ulykken skete i forlystelsen Cobraen, hvor flere personer blev klemt. En 13-årig dreng fra Syddjurs har desuden pådraget sig skader på den ene hånd.

Politiet vil gerne tale med vidner, der bedes ringe på 114.

»Vi skal selvfølgelig også afhøre de ansatte på stedet,« lyder det.

For nu har man ikke en konklusion på, hvad årsagen til ulykken er. Af samme årsag kan politiet ikke sige noget om, hvorvidt der er fejl i kontrollen og tilsyn af forlystelsen.

Tivoli Friheden er torsdag lukket og vil også være lukket fredag. Det er uvist, hvornår Tivoli Friheden åbner igen.

Pressemødet sluttede klokken 17.10.