Liget af den knivdræbte Heidi Abildskov er fortsat ikke blevet frigivet. Men formentlig kan familien begynde at planlægge deres afsked med den 41-årige mor i løbet af næste uge

Det fortæller efterforskningsleder ved Nordsjællands Politi Henning Svendsen til bt.dk

- Vi frigiver liget så hurtigt som muligt af hensyn til familien. Men i den her situation har vi at gøre med en mand, der har bevæget sig rundt inde i huset, så vi vil ikke risikere at miste et spor ved at frigive det for tidligt. Men jeg kunne forestille mig, at det bliver i løbet af næste uge, siger han.

Dermed ser det ud til, at familien snart kan begynde at planlægge den sidste afsked med Heidi Abildskov.

Lige som liget endnu ikke er frigivet, er Heidi Abildskovs hus stadigvæk omkranset af en politiafspærring.

- Vi fjerner først politiafspærringen, når vi ikke har mere at bruge gerningsstedet til. Det skal forstås sådan, at teknikerne skal hjem og analysere de spor, der har fået, og hvis der skulle være behov for at komme derud igen, så skal huset være afspærret, siger Henning Svendsen, der ikke kan fortælle, om der er mere at komme efter.

Heidi Abildskov blev fundet dræbt med adskillige knivstik af en nabo sidste fredag i sin villa på Frederiksdalsvej i Virum. Gerningsmanden formodes at være en indbrudstyv og er stadigvæk på fri fod. Hans DNA-profil er sendt ud til resten af Europa via Interpol i håb om, at der er tale om en udlænding.