I løbet af omkring ti minutter blev tre personer holdt op på gaden af den samme mand i Børkop.

Sydøstjyllands Politi leder onsdag aften efter en høj mand, der på omkring ti minutter begik røveri mod tre forskellige personer.

Alle tre røverier fandt sted på Ny Boder i Børkop mellem Vejle og Fredericia.

Det første røveri blev anmeldt klokken 17.58.

»Her er en 47-årig mand netop kommet ud fra sin virksomhed, da han får stukket et gevær op i ansigtet,« fortæller vagtchef Flemming Lau.

Offeret bliver tvunget til at udlevere sine nøgler og mobiltelefon.

Kort efter dukker manden op ved apoteket, hvor personalet er ved at lukke af.

En 64-årig mand bliver holdt op med geværet.

»Gerningsmanden forlanger, at han låser døren op og lader ham komme ind. Men han nægter, og gerningsmanden stikker af,« siger Flemming Lau.

Det sidste offer er en 47-årig mand, som omkring klokken 18.05 netop havde hævet penge ved Danske Bank. Han bliver truet til at udlevere sin mobiltelefon og et mindre kontantbeløb.

Røveren beskrives som 25-45 år, 195 centimeter høj og robust af bygning med kort mørkt hår.

Han var lys i huden og talte dansk med en lille smule accent.

Onsdag aften var han iført en sort hættetrøje og sorte cowboybukser.

Politiet vil meget gerne høre fra folk, som har bemærket en høj mand, der opførte sig mistænkeligt i området onsdag omkring klokken 18.

/ritzau/