Østjyllands Politi sætter ikke umiddelbart sin lid til, at den videoovervågning, der tidligere søndag blev omtalt i sagen om de efterladte børn, vil lede til en opklaring.

»Den videoovervågning er af meget, meget dårlig kvalitet,« fortæller vagtchef Lars Bisgaard.

Han uddyber, at videoen er filmet lige ude foran det sted, hvor de to små børn blev fundet i det centrale Aarhus lørdag aften.

»Vi kan se på overvågningen, at der på et tidspunkt kommer en person gående, og at personen skubber noget foran sig. Det kan være klapvognen,« siger han og fortsætter:

»Og så kan vi se, at pågældende tager ophold. Men derefter kan vi ikke se mere, fordi materialet er så pivringe.«

På grund af videoens kvalitet har det heller ikke været muligt for politiet at vurdere, om personen, der er blevet fanget på overvågningen, er en mand eller en kvinde.

Dermed er sagen om de to børn fortsat på mange måder et mysterium, som politiet håber, offentligheden kan hjælpe med at opklare.

Østjyllands Politi opfordrer derfor stadig borgere, der har informationer om børnene, og borgere, der har set børnene, til at henvende sig på 114.

Børnene blev fundet af to forbipasserende ved et busstoppested på Park Allé i Aarhus lørdag omkring 18.30.

Da forældrene efter en halv time endnu ikke var dukket op, blev politiet tilkaldt, og børnene er siden blevet overdraget til de sociale myndigheder i kommunen.

Den efterladte pige er omtrent et år, mens drengen er cirka to og et halvt. Det har for nuværende været umuligt at kommunikere med dem, da det endnu ikke står helt klart, hvilket sprog de er opvokset med.

Politiet arbejder dog ud fra en teori om, at de kan komme fra Afghanistan.