Mens flere hundrede billister holdt i kø og ventede på, at Storebæltsbroen i weekenden ville blive åbnet for færdsel efter stormen, kørte kronprins Frederik to gange over den ellers stormlukkede bro for at komme til og fra sportsgalla i Herning. Det selvom hverken han eller hans livvagter fra PET havde fået tilladelse til det af hverken Sund og Bælt eller af politiet.

Det fik Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, der har ansvaret for færdslen over broen, til at melde ud, at det ville rette en henvendelse til hoffet i sagen. Den samtale har nu fundet sted, fortæller politidirektør Steen Nørskov fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til bt.dk.

»Men hensyn til kontakten til hoffet, så kan jeg sige, at der i går (mandag, red.) har der været en dialog. Men hvad den indeholdt, er ikke noget, jeg kan oplyse nærmere om,« siger han.

Læs også:

Frede 1

Udover en dialog med hoffet, har politiet også talt om sagen med Politiets Efterretningstjeneste, PET.

»Det har været frugtbart begge steder, og vi har fået det ud af det, som vi gerne ville,« fortæller Steen Nørskov.

Han kan dog ikke sige noget om, hvilken forklaring PET har givet på, hvorfor de valgte at køre over broen uden at have en tilladelse til det.

»Det er noget, vi holder internt. Men jeg kan sige, at der har været en ordentlig og saglig dialog omkring det,« siger Steen Nørskov.

Samtidig er der ifølge politidirektøren også kommet noget godt ud af hele sagen.

Læs også:

»Ja, det er der absolut. Der har været nogle læringspunkter i det her, og det er selvfølgelig også det primære i det,« siger han.

Derfor tror Steen Nørskov ikke, at noget lignende vil ske igen i fremtiden.

»Det tror jeg godt, du kan regne med, at det ikke gør,« siger han og tilføjer:

»Alle parter har lært af den her sag, skal vi ikke bare sige det sådan.«

Efter sagen om kronprinsens to ture over broen kom frem, har både kronprinsen og Politiets Efterretningstjeneste offentligt beklaget, at det skete, og erkendt, at det var en forkert beslutning at krydse den lukkede bro.