Det danske politi har rejst sigtelser mod 11 virksomheder for brud på sanktioner mod Rusland, siden landet invaderede Ukraine i vinteren 2022.

Det er første gang, at politiet kaster lys over antallet af danske firmaer og borgere, der er sigtet for at handle med Rusland.

Det skriver Berlingske, der har set oplysningerne i et notat fra Rigspolitiet.

Sigtelserne er rejst i en periode fra februar 2022 til februar 2025. Det er uvist, om flere er blevet sigtet siden.

I samme periode er der rejst sigtelser mod syv personer for forbrydelsen, skriver Berlingske.

I opgørelsen fra Rigspolitiet er der virksomheder, som har fået rettet mere end én sigtelse mod sig. Samlet er 14 sigtelser rettet mod 11 virksomheder, skriver Berlingske.

EU-landene blev enige om at indføre sanktioner over for Rusland, efter at landet invaderede Ukraine.

I august oplyste Erhvervsstyrelsen til DR, at 135 danske virksomheder var blevet advaret mod sanktionsbrud siden invasionen.

Specifikt var der tale om virksomheder med eksport til såkaldte tredjelande, hvor der er en risiko for omdirigering af produkter til Rusland.

Det gælder blandt andet lande som Armenien og Kasakhstan, oplyste styrelsen, der dog ikke ville komme det nærmere, hvilke virksomheder der havde modtaget advarslen.

Tilbage i juni kom det frem, at malervarekoncernen Flügger efterforskes af politiet efter afsløringer om salg i Rusland.

Den besked kom, efter at DR havde afsløret, at Flüggers produkter aktivt blev markedsført i flere russiske byer, blandt andet på stribevis af messer, ligesom malingen fra Flügger kunne købes online og fysisk i butikker i Rusland.

Selve virksomheden, dens øverste chef og finansdirektøren er sigtet i sagen.

Malervarekoncernen erkendte, at dens produkter var blevet solgt "efter sanktionsreglernes indførelse", men selskabet hævdede at være blevet "ført bag lyset" af en distributør i Østeuropa.

Virksomheden har oplyst, at den i vinter stoppede samarbejdet med distributører i Kasakhstan, Estland, Aserbajdsjan og Kirgisistan.

/ritzau/