Københavns Politi har tirsdag aften lagt et visit på Christiania.

Her har man ryddet flere boder på Pusher Street og anholdt mindst seks personer.

Det bekræfter politikredsen til B.T.

»Vi får den ind klokken 19.52, om at vi har mindst seks anholdte. Det har nok været en planlagt målrettet indsats fra vores side af. Derfor er der ikke meldt så meget ind endnu,« forklarer vagtchefen.

Derfor kan vagtchefen heller ikke forklare, hvad de anholdte er sigtet for i skrivende stund.

»Men vi har været derude og rydde flere boder og har spærret af i den sammenhæng.«

Tilbage i oktober blev en 23-årig mand er dræbt af skud på klos hold i en hashbod..

Siden da har der været større uro i fristaden, hvor der også har været et knivstikkeri.

Aftenens anholdelser er dog ikke relateret til skudepisoden, fortæller vagtchefen.

»Det var en rutinetur, og anholdelserne er relateret til hashhandlen på Christiania.«

Politiet har af flere omgange været til stede i den seneste tid og ryddet boder.