Mandag eftermiddag opdagede en forbipasserende en livløs mand i vandet ved spidsen af Sjællands Odde.

Dagen derpå er der stadig mange løse ender i sagen.

»Der er mange uvisheder,« siger vagtchef Lasse Jensen.

»Han havde ikke id på sig, så vi ved stadig ikke, hvem han er. Vi ved heller ikke, hvad der er sket,« tilføjer vagtchefen.

Manden blev fundet fem meter ude i vandet, og politiet rykkede efterfølgende massivt ud til området omkring Gnibenvej ved Yderby Lyng på nordsiden af Odden med flere patruljer, hunde og en drone.

Tirsdag morgen er undersøgelserne på stedet overstået, men sagen efterforskes stadig intenst.

»Det er altid mistænkeligt,« siger Lasse Jensen om sager som denne, hvor en person findes død og dødsårsagen ikke umiddelbart kan fastslås.

Nu skal der foretages et ligsyn, hvorefter liget skal obduceres.

Vagtchefen samtidig opfordrer borgere i området, der kan have set den pågældende i mand til lands eller til vands, til at kontakte politiet.

Politiet vil også gerne høre fra personer, som savner en mand.

Den afdøde havde efter alt at dømme ikke ligget i vandet i ret lang tid, da han blev fundet ved 14-tiden tirsdag.

Manden beskrives som mellem 50 og 60 år og kraftig af bygning. Da han blev fundet, var han iført en grå hættetrøje, en blå T-shirt og vandrestøvler af mærket OKIY.