Endnu er ingen anholdt for skyderiet mod en gruppe unge på Rantzausgade i København.

Flere mennesker har givet politiet oplysninger om det seneste skyderi på Nørrebro i København - men betjentene håber på endnu mere hjælp til opklaringsarbejdet.

Det var torsdag aften ved 23.30-tiden, at ukendte gerningsmænd med en maskinpistol affyrede op mod 15 skud mod en gruppe på fire-fem unge på Rantzausgade.

En 20-årig mand blev såret i benet, og projektilerne ramte også en frisørsalon, en bil og husmuren.

Skuddene blev affyret fra en mand i en grålig VW Golf, som senere blev fundet udbrændt på stisystemet ved Klausdalsbrovej.

- Vi har fået 10 henvendelser, og dem arbejder vi videre med, siger Kristian Aaskov, der er central efterforskningsleder i Københavns Politi, lørdag.

- Men vi vil naturligvis gerne have flere oplysninger, tilføjer han.

Opfordringen gælder både vidner, der var i området ved Rantzausgade og Kapelvej sent torsdag aften - og mennesker, der har oplysninger fra Klausdalsbrovej, hvor gerningsmændene formentlig skiftede til et andet køretøj, eller andre steder.

Om angriberne var ude efter den 20-årige og hans kammerater, eller om de var tilfældige ofre, ved politiet endnu ikke.

Umiddelbart ligner fremgangsmåden på en prik en række tidligere episoder, hvor enten rockere eller mænd fra bandemiljøet skyder på åben gade og derefter forsøger at slette sporene ved at brænde bilen af.

Rantzausgade har lagt adresse til flere dødsensfarlige skyderier i de senere år.

20. januar i år skydes der to gange mod netcafeen Need2Play i gaden. Ingen blev ramt.

11. september 2010 affyres cirka 10 skud mod en gruppe unge fra en Peugeot, som derefter brændes af ved Helsingørmotorvejen.

12. oktober 2009 såres en mand i ryggen, da der afgives mellem 10 og 20 skud.

9. oktober 2009 sidder en bevæbnet rocker klar i en Range Rover til at affyre skud mod netcafeen. Dette forpurres, da der i stedet skydes mod bilen. Brian Sandberg er af Københavns Byret dømt for at beordre dette "drive-by" skyderi.

/ritzau/