Københavns Vestegns Politi er onsdag aften til stede ved Skovlunde Station.
Og det er der en bestemt årsag til. Det fortæller vagthavende Torben Wittendorff til B.T.
»Vi laver i øjeblikket en målrettet aktion mod miljøet omkring Skovlunde Station, og det er derfor, vi er til stede.«
Han tilføjer, at de gjorde et fund under onsdagens besøg.
»Vi har fundet noget narkotika, og i den forbindelse har vi anholdt to personer, som vi tager med ind på stationen.«
Er der dramatik derude så?
»Nej, overhovedet ikke. Lige nu er det stille og roligt, og der er styr på tingene.«
Torben Wittendorff vil ikke fortælle, hvor mange betjente fra Københavns Vestegns Politi, der deltager i aktionen.
Han er heller ikke bekendt med identiteten på de to anholdte personer, og han ved derfor ikke, om de er kendt i miljøet i forvejen.
Det er ligeledes uklart på nuværende tidspunkt, hvor længe ordensmagten vil være på stedet.



