Se videoen fra TV Syd øverst i artiklen, hvor en bilist fortæller, hvordan hun blev vidne til et stenkast natten til onsdag.

Efter at have dna-testet sten fra flere forskellige alvorlige sager om stenkast på Fyn mener politiet nu at vide, hvor gerningsmanden bor. Det oplyser Fyns Politi til Fyens.dk.

Fire alvorlige sager, hvor en eller flere indtil videre ukendte gerningsmænd har kastet sten fra motorvejsbroer, har den senere tid rystet især Fyn. I august sidste år kostede det en 33-årig kvinde livet, mens hendes mand blev svært handicappet. Natten til onsdag fandt en lignende episode sted, hvor alle dog slap uskadte fra ulykken.

Men nu mener politiet at vide, hvor man skal finde stenkasteren. Man har nemlig fundet dna-spor på en kastet sten, som matcher sten fra hærværkssager i Odense-forstaden Tarup. Det oplyser efterforskningsleder Per Lydiksen Laursen til Fyens.dk.

»Vi kan konstatere, at der er dna-profiler på sten, tilfældige borgere i Tarup har fået kastet ind gennem deres vinduer, som stemmer overens med den dna-profil, der er fundet på en stor marksten fra stenkastet på motorvejen i september,« siger efterforskningslederen i sagerne om de alvorlige stenkast fra fynske motorvejsbroer.

Odense-forstaden har været ramt af en række tilfælde af hærværk siden juleaften for to år siden. Her er mindre sten blevet brugt til at knuse ruder hos tilfældige borgere, skriver Fyens.dk. I tre af tilfældene har Fyns Politi fundet dna-spor, der passer på en 40 kilo tung marksten, som i september 2017 blev smidt ned på motorvejen fra en bro på Spedsbjergvej.

Efter fundet er politiet sikre på, at især fire af de alvorlige stenkast er begået af den samme person - heraf det dræbende kast fra august 2016, hvor en tysk familie blev ramt af en 30 kilo tung betonklods, da de kom kørende på Fynske Motorvej.

En 33-årig kvinde blev dræbt på stedet, mens hendes 36-årige mand er blevet svært handicappet efter ulykken, fortalte pårørende i en mail til BT.

'Det går ikke godt for Andreas. Hans tilstand har ikke rigtig forandret sig. Han er blind, har store hukommelsesproblemer og er døgnet rundt afhængig af hjælp. Han skal være i pleje resten af sit liv.'

Parrets 5-årige søn slap uskadt fra ulykken og bor i dag hos sine bedsteforældre.

'Det går for så vidt godt med sønnen. Han bor hos sine bedsteforældre, og vi ved ikke, hvornår eller om han og Andreas nogensinde kommer til at leve sammen,' skrev de pårørende i august et år efter ulykken.

Så sent som natten til onsdag blev endnu en stor sten kastet ned på selvsamme fynske motorvej. Her slap alle dog fra ulykken i god behold.

Den 44-årige Torben Radoor fortalte i den forbindelse til BT, hvordan han oplevede stenkastet fra sin bil. Den 30-50 kilo tunge sten blev kastet ned på vejen lige foran ham, og han nåede ikke at registrere det, før bilen bragede ind i den.

Efterfølgende talte han med en betjent, som sagde: ’Havde du bare vippet en ekstra gang med foden på speederen, så havde du måske været under stenen, da den faldt,' fortæller lastbilchaufføren til BT.

»Det satte selvfølgelig nogle tanker i gang. Jeg er på ingen måde kommet mig over oplevelsen endnu, men jeg er bare glad for, at der ikke skete mig mere, så mine børn ikke skulle stå uden deres far,« siger Torben Radoor, der har en datter på syv og en søn på fem.

I løbet af 2016 og 2017 er der blevet kastet 34 sten fra motorvejs- og gangbroer.