Et gigantisk fund af piller har sendt fire personer bag tremmer.

Onsdag blev en varebil standset ved Tappernøje, og her fandt politiet omkring 470.000 receptpligtige piller. 

Ifølge emballagen indeholder mere end 400.000 af dem opioider, men det skal nu bekræftes gennem en retskemisk undersøgelse, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Fundet førte til anholdelsen af tre mænd på 22, 38 og 42 år, samt en 41-årig kvinde. 

Alle fire blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør og efterfølgende varetægtsfængslet frem til 2. juli.

De er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om euforiserende stoffer.

Politiet vurderer selv, at beslaglæggelsen har forhindret en stor mængde piller i at ende på det illegale marked.

Efterforskningen fortsætter nu for at klarlægge sagens nærmere omstændigheder, mens politiet samtidig opruster indsatsen mod indsmugling og distribution af ulovlige stoffer.