Skeletter i skabet og et lig i fryseren.

Det var hverken flæskesteg eller ispinde, der lå i fryseren hos en afdød kvinde i Utah.

I stedet gjorde politiet en uhyggelig opdagelse, da de på et rutinecheck fandt et nedfrosset lig af en mand.

Nu konkluderer politiet, at han måske har ligget der i mange år, det skriver abcnews.go.com.

Det chokerende fund skete i sidste uge, da politiet aflagde et rutinecheck hos en 75-årig kvinde ved navn Jeanna Souron-Mathers.

Kvinden havde på daværende tidspunkt været meldt savnet i omkring to uger.

Da politiet kom ind i hendes hjem, fandt de hende afgået ved døden i sin seng.

Derefter begyndte betjente at gennemsøge hendes hjem, og det var her, de fandt en voksen mand liggende i hendes fryser.

Senere på dagen lykkedes det politiet at identificere liget fra fryseren. Der var tale om den afdøde kvindes mand, Paul Edward Mathers.

Resultaterne fra obduktionen viser hverken årsagen til mandens død, eller hvor længe han har ligget i fryseren.

I forbindelse med eftersøgningen fik politiet flere forskellige bud fra naboer på, hvornår manden sidst var blevet set.

»Der er vores problem lige nu. Detektiverne har talt med adskillige folk fra området, og de genkalder at have set en mand i lejligheden, men de oplyser alle et forskelligt tidspunkt. Derfor regner vi med alt fra halvandet år til 11 år,« siger Jeremy Hansen til ABC News’ stationen KTVX.

Politiet siger, at det er umuligt at fastslå, hvorvidt at kvinden var involveret i sin mands død. Jeanna Souron-Mathers døde af naturlige årsager.

Eftersøgningen er fortsat i gang.