Syd- og Sønderjyllands Politi mener at have fundet de tre personer, som står bag de syrebomber, der tirsdag blev fundet på Rørkjær Skole Urban i Esbjerg.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse

Der er tale om tre mindreårige drenge. De blev tirsdag identificeret og afhørt til sagen under tilstedeværelse af værger og de sociale myndigheder.

Tirsdag sikrede politiet forskellige spor til den videre efterforskning.

Morten Alslev, der er politikommissær og leder af nærpolitienhederne i Esbjerg Kommune, siger:

»Vi mangler fortsat at undersøge nogle tekniske spor, og det arbejde foregår nu.«

Han advarer mod, at syrebomber kan resultere i store skader.

»Episoden på Rørkjær Skole tirsdag er en god anledning til at tale med sine børn om, hvor alvorligt det er at udsætte både sig selv og andre for den store fare, som syrebomber udgør.«

Politiet opfordrer til, at man holder sig væk fra flasker, som er fyldt med væske og ligger smidt. Det er vigtigt at lade dem ligge, da håndtering af flasken kan udløse den kemiske reaktion, som får flasken til at eksplodere, hvis der er tale om en syrebombe.
Ætsningsfaren er stor, hvis man kommer i kontakt med væsken fra en syrebombe eller indånder den.