I øde områder opstår organiserede fester med entrébetaling, dansegulv og barer. Det er kommet i politiets søgelys, og ordensmagten vil nu slå hårdt ned på de såkaldte piratfester.

I løbet af sommeren har det været spontane fester i parker og ved offentlige pladser, som har haft politiets opmærksomhed.

Anmeldelser om larm og høj musik er væltet ind hos politikredsene på lune sommeraftener i hele landet.

Den type fester har politiet haft en intensiv indsats mod, men nu er fokus vendt mod de organiserede af slagsen, lyder det fra Københavns Politi.

»Det er fuldstændig uacceptabelt, at nogen arrangerer de her fester i den her situation, vi er i med en smitterisiko for covid,« siger politiinspektør Peter Dahl i en video, delt på Twitter.

»Det kommer vi til at gøre noget ved. Vores indsats vil blive intensiveret.«

Forrige weekend kunne TV 2 fortælle, at flere hundrede unge deltog i en hemmelig fest på Refshaleøen i København.

Arrangøren fortalte til mediet, at festen ikke var et engangstilfælde. Festerne finder sted, fordi unge har behov for adspredelse i deres hverdag under corona-pandemien.

»Jeg forstår, at politiet og kommunerne gør deres job og forsøger at holde alt (smittetallet, red.) nede. Men en løsning ville være, at kommunerne sammen med dem, der laver denne slags fester, laver noget organiseret for at gøre det hele mere sikkert,« sagde den anonyme arrangør til TV 2.

Politiet vil i de kommende weekender sætte hårdt ind over for de ulovlige piratfester, men har ét problem.

Festerne finder oftest sted øde steder.

»Politiet er afhængig af, at nogen ringer til os og fortæller, at det her foregår,« lyder det videre fra politiinspektør Peter Dahl.

Københavns Politi har også et budskab til arrangørerne, som tjener penge på de organiserede fester.

»Man risikerer både at miste sit musikanlæg og sin barbeholdning, og man vil også få en stribe bøder med i lommen.«