En 31-årig mand skal mandag for retten, hvor han er tiltalt for at have blottet sig foran to børn på seks år.
Ifølge anklageskriftet, som TV 2 Nord er i besiddelse af, lægges der op til, at manden bliver idømt opholdsforbud i skovområder ved Hjørring.
Det frygtes nemlig, at manden, som er fra Vendsyssel, vil begå samme slags overtrædelser, hvis ikke et opholdsforbud bliver indført.
Sagerne, som manden sidder tiltalt for, stammer tilbage fra december 2020.
Her blottede manden sig foran to børn på seks år, mens han ifølge anklageskriftet sagde ord af 'seksuel karakter' til børnene, skriver TV 2 Nord.
Derudover fandt politiet børnepornografiske videoer på mandens computer efterfølgende.
Ifølge mediet forventes det, at manden vil erkende anklagerne mod sig.
Sagen er således berammet til mandag ved Retten i Hjørring.



