Københavns Politi har netop frigivet et nyt billede af den 21-årige flugtbilist, som mistænkes for at have kørt en fem-årig pige ned på Peter Bangs Vej i København onsdag eftermiddag og efterfølgende er stukket af.

Pigen døde af sine kvæstelser.

Københavns Politi har tidligere offentliggjort et ældre billede af den mistænkte, men frigiver nu et nyere og mere vellignende billede i håb om, at det kan lede frem til ham.

»Vi søger ham stadig intensivt, men har også brug for borgernes øjne og ører. Vi har en rimelig stærk formodning om, at det var den efterlyste, der førte bilen. Vi har søgt efter ham på de adresser, hvor vi havde en formodning om, at han kunne opholde sig, men uden held,« siger vicepolitiinspektør Knud Hvass i en pressemeddelelse.

Ulykken, som kostede den fem-årige pige livet, fandt sted onsdag eftermiddag omkring klokken 16.

Her holdt en sort VW passat på Sæbyholmsvej ved udmundingen i Peter Bangs Vej.

Pludselig accelererede bilen, krydsede vejen og ramte den fem-årige pige og hendes mor på den modsatte side af vejen.

Pigen afgik kort efter ved døden, mens hendes mor blev lettere kvæstet.

Efter ulykken flygtede føreren af bilen.

»Vi opfordrer stadig den efterlyste til at melde sig selv,« siger Knud Hvass.

Politiet opfordrer alle, der mener at have set den mistænkte, eller som kender hans færden efter uheldet, til at kontakte Københavns Politi på 114.

'Undlad selv at tage kontakt til ham,' understreger Københavns Politi i pressemeddelelsen.

I 2017 var den 21-årige mand ifølge B.T.s oplysninger sigtet i en sag om et voldeligt røveri på en taxachauffør.

Københavns Politi bekræfter i pressemeddelelsen, at han i forvejen var kendt af politiet.

Manden beskrives som:

  • 21 år gammel
  • Mørk i huden og mørkt hår
  • Cirka 180 centimeter høj
  • Almindelig af bygning
  • På gerningstidspunktet var han iført sort tøj

Ifølge Københavns Politi havde den 21-årige mand adgang til at bruge den sorte VW Passat, som ikke var stjålet.