Politiet efterlyser nu med billede en gerningsmand til et røveri begået mod Rema1000 i Nørre Aaby i Middelfart den 29. december 2024.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Gerningsmanden henvendte sig ved kassen og sagde til kasseekspedienten: ”det er et røveri, hænderne op” samt ”giv mig pengene” imens han pegede på kasseekspedienten med en kniv. Herefter fik gerningsmanden et kontantbeløb udleveret.
Gerningsmanden beskrives som: Mand, 18-25 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: lys, Talte: Dansk, Iført: Iført sort jakke med hvidt mærke på venstre skulder og mindre hvidt logo på venstre bryst. Mørk hættetrøje under jakken. Mellemblå Jeans og mørke kondisko.
Maskeret med tørklæde/halsedisse til op over næsen og hætte trukket over hovedet. Bar mørke handsker. Gerningsmanden var bevæbnet med kniv og undløbet med de stjålne kontanter i en blå Rema 1000 pose.
Der er sikret DNA fra gerningsstedet, som politiet afventer svar på.
På overvågning fra gerningsstedet ses gerningsmanden undløbe alene i vestlig retning ad Svinget. Vidner har efter røveriet kontaktet politiet og forklaret, at de har set en mandsperson svarende til gerningsmanden løbe ad Østergade i vestlig retning og på Kongsgaardsvej i sydlig retning mod rundkørslen ved Idrætsvej.
Fyns Politi er interesseret i at høre fra borgere der enten har set eller hørt noget i relation til røveriet.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.