Sydøstjyllands Politi håber, at borgerne kan hjælpe med at finde en mand, der forleden begik et røveri i en Rema 1000-butik.

Tirsdag klokken 20:51 gik manden ind i forretningen på Kløvervej i Kolding og direkte hen til kassen.

Her truede han kassemedarbejderen med en kniv, som havde et ti centimeter langt blad, mens han selv tog pengesedler fra kassen.

Efter røveriet tog manden flugten mod vest over Cirkuspladsen langs Tvedvej, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet er manden formentlig under 30 år.

Han har mellemblondt hår og er dansk af udseende. Ca. 195 cm høj, spinkel/slank af bygning. Han var iført en grågrøn fleecehættetrøje med et stort logo, hvorpå der stod CORE i hvide bogstaver.

Han bar tætsiddende sorte jeans, hvide sneakers med gråt skind på hæl og tå, muligvis af mærket Adidas, og en sort kasket/cap med et stort logo oven over skyggen, muligvis også af mærket Adidas.

Derudover bar han maskering i form af et gråmeleret tørklæde eller en hætte.

Kan du genkende manden, så hører Sydøstjyllands Politi meget gerne fra dig på telefon 114.