Østjyllands Politi leder fortsat efter 32-årige Iuliia Tytarchuk, der har været savnet siden fredag.
Tidligt mandag morgen er der stadig intet nyt om den forsvundne kvinde, oplyser Østjyllands Politi til B.T.
»Vi har desværre ikke fundet hende endnu. Vi har haft gang i flere tiltag i løbet af weekenden, og nu gør vi status og vurdere, hvad vi skal gøre,« siger vagtchefen.
En storstilet eftersøgning har været i gang hele weekenden. Søndag eftermiddag ledte politi og marinehjemmeværnet eksempelvis efter hende i Randers Fjord med to både. Der er også blevet ledt efter den unge kvinde med helikopter.

Politiet ved stadig ikke, hvorfor den unge kvinde er forsvundet, men politiet holder alle muligheder åbne.
Siden Østjyllands Politi efterlyste Iuliia Tytarchuk, har flere borgere henvendt sig med tip.
Den 32-årige Iuliia Tytarchuk beskrives som almindelig af bygning og 165 centimeter høj. Hun er fra Ukraine, og hun var iført sorte bukser og en sort jakke.
Har du set den forsvundne kvinde, eller har du informationer, der kan være relevante, beder politiet om, at du kontakter dem på 114.