Visitationszonen på Nørrebro bliver forlænget, mens zonen på Amager, hvor der har været ro, ophører.

København. Visitationszonen på og omkring Nørrebro i København, der udløber torsdag middag, forlænges med to uger til 28. september.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Visitationszonen på Amager bliver derimod ikke forlænget og ophører dermed torsdag klokken 12.00.

Politiet har flere gange fundet knive, slag- og skydevåben ved visitationer og ransagninger på Nørrebro i det offentlige rum. Derfor bliver visitationszonen forlænget endnu en gang, oplyser politiet.

- De nævnte fund relaterer sig formentlig til en konflikt mellem personer med tilknytning til registrerede bandegrupperinger, lyder det i pressemeddelelsen.

På Amager har politiet derimod ikke fundet våben de seneste 14 dage eller haft episoder, og derfor bliver visitationszonen her ikke forlænget.

Særligt Nørrebro og Nordvest har hen over sommeren været plaget af adskillige skyderier mellem bandegrupperinger. Derfor oprettede politiet en visitationszone 20. juli.

I midten af august blev zonen på Amager oprettet, efter at en mand blev skudt ned på Holmbladsgade.

En visitationszone giver politiet ret til at kropsvisitere alle, der færdes i zonen, uden begrundelse. Det samme gælder ransagning af biler.

Det er den øverste chef i en politikreds, politidirektøren, der kan beslutte at oprette en visitationszone.

Beslutningen skal begrundes, og den kan kun gælde i et bestemt område i en bestemt periode.

/ritzau/