Der var optræk til et større slagsmål på Motalavej i Korsør torsdag aften.

Kort før klokken 22 fik politiet dog forhindret, at en større gruppe fortrinsvis unge mennesker røg i totterne på hinanden.

Betjentene fik skilt parterne ad og beslaglagt de mange slagvåben, som uromagerne havde medbragt i en bil.

Det skriver Sydsjællands Politi på Twitter.

Politiinspektør og linjechef for beredskabet ved Sydsjællands Politi, Tom Trude, fortæller til B.T., at politiet kunne gribe hurtigt ind, fordi flere patruljer allerede var i området.

»Det skete, mens politiet allerede var til stede. Pludselig er der en større gruppe på omkring 30 personer, som stimler sammen, bevæbnet med slagvåben. Det ser vores patruljer, som sørger for at få forhindret, at de kommer i slagsmål,« forklarer han og tilføjer, at der var tale om mænd i alderen fra 17 til 55 år, langt de fleste var dog i begyndelsen af 20'erne.

24 personer er blevet anholdt på stedet som en præventiv foranstaltning for at forhindre slagsmålet. De er siden blevet løsladt. Bortset fra to personer. Den ene af dem er blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven, mens den anden får en sigtelse for vold mod tjenestemand.

Tom Trude understreger dog, at sagen sagen bliver efterforsket, og derfor kan han ikke udelukke, at der kommer flere sigtelser.

Politiet mener, at balladen udspringer af en konflikt mellem to familier i området.

Det er nemlig langt fra første gang, der er ballade på Motalavej i Korsør.

Den seneste tid har en konflikt mellem to familiegrupper flere gange skabt problemer og uro.

Forleden var cirka 40 personer involveret i et slagsmål, hvor politiet måtte skille parterne.

Politiinspektøren understreger da også, at politiet stadig har fokus på området og vil være til stede den kommende tid.