En 37-årig Bandidos-rocker tilknyttet rockergruppens afdeling i Roskilde er onsdag morgen blevet anholdt for at have ligget inde med hele 40 kilo amfetamin.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falster Politi, der i en periode har holdt særligt øje med rockermiljøet og her til morgen slog til med assistance fra Rigspolitiet.

Udover den 37-årige er også en 24-årig kvinde, en 34-årig mand samt en 33-årig hollandsk lastvognschauffør, der overdrog et parti narkotika til de tre personer, blevet anholdt.

Ved en efterfølgende ransagning blev der fundet omkring 40 kilo amfetamin i rockerens bil, oplyser politiet. De fire anholdte vil senere onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved for lukkede døre. Her vil politiet kræve dem varetægtsfængslet.

BNB