Politiet fik travlt: Vanvittige kast fra motorvejsbro
To mænd er blevet sigtet i sagen.

To mænd er blevet sigtet i sagen.

Lørdag formiddag fik lokalpolitiet i Herning travlt.
Politiet havde fået en anmeldelse om en gruppe unge, der fra en bro kastede ting ned på en motorvej.
Derfor hastede politiet til hændelsen, som skete på motorvejsbroen, hvor Ørnhovedvej går hen over Messemotorvejen.
Det fortæller politiassistent Nicolaj Therkildsen fra lokalpolitiet i Herning til TV Midtvest.
Videre fortæller politiassistenten, at man fik fat i en 21-årig mand fra Herning og en 19-årig mand fra Brande.
»De har stået og kastet ting ned. Der lå i hvert fald to smadrede flasker på motorvejen, så der var noget om snakken,« oplyser politiassistenten.
De to unge er efterfølgende blevet sigtet for at have forvoldt fare for liv og førlighed.
Ifølge Nicolaj Therkildsen kan de sigtede ende med at få en »forholdsvis« hård straf, men han fortæller, at politiet fik standset mændene, inden det for alvor gik galt.