Først kørte han ind på en vej med vejarbejde, så blev han stoppet.

Og derefter eskalerede situationen.

Det fremgår af Nordsjællands Politis døgnrapport.

Det var tirsdag klokken 08.15 at anmeldelsen indløb om en bilist, der kørte ad en vej i Gentofte, hvor der var vejarbejde.

For da vejarbejderne stoppede ham og fortalte, at han ikke måtte køre der, svarede han tilsyneladende:

»Har vi et problem? Skal I skydes? Er det det, vi er ude i?«

Samtidig havde manden kørt ind i flere parkerede biler, inden han kørte fra stedet.

Senere modtog politiet flere anmeldelser fra borgere om en bil, der kørte hasarderet på Helsingørmotorvejen.

Politiet fulgte efter bilen, som til sidst holdt ind ved en tankstation ved Isterødvejen i Hørsholm.

Her blev bilisten – en 28-årig mand – anholdt.

Han er sigtet for at køre under påvirkning af alkohol og euforiserende stoffer.

Efter anholdelsen blev han kørt til lægeundersøgelse, hvor han fik taget en blodprøve.