Østjyllands Politi har i det seneste døgn modtaget flere anmeldelser om fyrværkeri, der har generet borgere i Aarhus.

Selvom det fra 27. december til 1. januar er lovligt at affyre det flotte krudt, så er det altså ikke alle, der er lige begejstrede for det.

I løbet af natten har politiet derfor måttet køre ud og kontrollere flere steder.

»Vi er ramt af en del anmeldelser om fyrværkeri til ulempe, men der er ikke sket nogen personskade nogle steder,« siger Dion Emdal, vagtchef ved Østjyllands Politi, til B.T.

Han forklarer, at det efterhånden er en del af deres opgaver hvert år op til nytår.

Torsdag aften var der også gang i den foran Aarhus Arrest, hvor politiet ved 21-tiden måtte rykke ud.

Her var flere personer i færd med at affyre fyrværkeri mod arresten. Det skriver politiet i døgnrapporten.

Ifølge Århus Stiftstidende måtte politiet rykke derud to gange i løbet af aftenen. Noget, politiet kalder for »en klassiker«, fordi det samme gentager sig hvert år.

Det er nemlig venner af de indsatte bag tremmer, der tager forbi og sender en hilsen med festfyrværkeriet. Men det måtte politiet altså sætte en stopper for.

»Det er, fordi de står og beskyder arresten. Du må jo gerne skyde krudt af fra den 27., men når de gør det på den måde, er det simpelthen for at ramme op på arresten. Det er sådan lidt en klassiker. Det gør de hvert år,« siger Rene Ludvig til Århus Stiftstidende.

Ved politiets undersøgelse af sagen fandt de i nærområdet fire personer, som efterfølgende blev bortvist fra stedet.

Politiet måtte også beslaglægge 15 kilo fyrværkeri, herunder bomberør, kanonslag og batterier, skriver avisen.

I aften bliver der skudt med krudt igen. Politiet opfordrer til, at man tager mest mulig hensyn til hinanden, at man husker sikkerhedsbriller og eventuelt ørepropper – og holder god afstand.