Hele fredag formiddag har Midt- og Vestjyllands Politi været til stede ved Gormsvej i Herning. 

I de tidlige morgentimer indløb der en anmeldelse til politiet om en knust rude, og på stedet fandt politiet en mistænkelig genstand, der muligvis indeholder sprængstof. 

»Klokken 03.23 får vi en anmeldelse om en knust rude. Ude på stedet finder vi en mistænkelig genstand, og vi vurderer, at der kan være tale om en sprængladning,« sagde kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anne Kirkegaard, til B.T tidligere fredag. 

Genstanden er nu fjernet af ammunitionsrydningstjenesten fra Forsvaret, men efterforskningen fortsætter, og nu beder politiet om hjælp. 

Politikredsen hører gerne fra personer, der har været i området omkring Gormsvej ved en 03-tiden natten til fredag.

Mere specifikt vil den gerne høre fra borgere, der har lagt mærke til mistænkelige personer eller køretøjer i området. 

Ingen personer kom til skade under episoden. 

Hvis man har informationer i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.  

Lyt til B.T.s kriminalpodcast her, eller hvor du normalt lytter til podcast: