18. maj 2021 blev den 30-årige mand, som i medierne går under navnet 'TikTok-manden', anholdt under en større politiaktion.

Lige siden har Københavns Politi efterforsket sagen, efter en større gruppe kvinder og piger anmeldte ham for voldtægt, seksuelle overgreb og andre krænkelser.

Nu er sagens efterforskere færdige med deres arbejde og har videresendt sagen til juridisk vurdering ved anklagemyndigheden.

Det oplyser Københavns Politi til B.T.

Ordensmagten meldte tidligere på året ud, at sagen skulle have været for retten i foråret.

Men det blev ikke tilfældet, da en stribe nye anmeldelser fra unge piger og kvinder igen blev sendt til politiet.

Hvis alt går efter planen, vil sagen starte i december måned og køre over flere retsdage, der går ind i starten af det nye år, lyder det fra politiet.

Ved grundlovsforhøret i maj i 2021 blev 'TikTok-manden' sigtet for syv grove forhold, der blandt andet tæller voldtægter, forsøg på voldtægt og blufærdighedskrænkelse.

Her besøger manden B.T.s redaktionslokaler, da vi lavede et interview med ham.
Her besøger manden B.T.s redaktionslokaler, da vi lavede et interview med ham. Foto: Trina Nielsen
Vis mere

Ifølge sigtelsen er den 29-årige i et af forholdene sigtet for at have voldtaget en kvinde i maj 2020 ved et busstoppested.

Her skulle han angiveligt have tvunget hende til vaginalt samleje ind over køleren på en bil, mens hun forsøgte at stoppe ham.

Men han holdt hende for munden og fastholdt hende mod bilen. Ifølge sigtelsen udnyttede manden kvindens beruset tilstand.

B.T. erfarer, at der er kommet flere forhold til end de oprindelige syv i sigtelsen.

Københavns Politi ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Tobias Grotkjær Elmstrøm, der er bistandsadvokat for mange af ofrene, er glad for, at politiet nu er kommet til bunds i de mange anmeldelser.

»Jeg er glad for, at pigerne forhåbentlig snart kan få afsluttet deres sager, og vi skal i retten,« siger bistandsadvokaten, der er positiv over politiets sagsbehandling.

Det er langtfra første gang, at 'TikTok-manden' skal i retten.

Omkring samme tidspunkt som anholdelsen i maj i 2021 var den 30-årige tiltalt i en sag ved retten i Helsingør.

I den sag faldt der dom i november måned samme år. Her blev han kendt skyldig i ni forhold om voldtægt af en mindreårig, blufærdighedskrænkelser, trusler, ulovlig tvang, andet forhold end samleje med en mindreårig og forsøg på ulovlig tvang.

Domsafsigelsen blev udskudt, da en længe ventet mentalundersøgelse først skulle udarbejdes af den tiltalte.

Men den 30-årige har flere domme på samvittigheden. B.T. konfronterede ham i et interview i december 2020 med en dom, hvor han havde haft anden seksuel omgang end samleje med en 12-årig pige.

Under retssagen i Helsingør kom det frem, at han udgav sig for at være fotograf, der søgte modeller.

Han fik dem til at tage tøjet af på webcam og udføre nogle handlinger, der 'kunne få ham til at komme'. Blandt andet under påskud af, at det var en leg, hvor de kunne vinde penge, hvis han kom, inden tiden var gået.

Efterfølgende har han truet pigerne med at sende videoer videre af dem, hvis de ikke sendte ham flere.

Mange af mandens ofre blev fundet på de sociale medier som YouTube, Instagram og TikTok.

B.T. følger sagen.