Politiet vil gerne høre fra vidner, der har set mørkklædt person i en flugtsituation, siger politiinspektør.

Knap to døgn efter nedskydningen af radiovært og tidligere bandemedlem Nedim Yasar er gerningsmanden fortsat på fri fod.

- Der er en ret massiv efterforskning i gang. Man kigger i alle mulige retninger, siger politiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi.

Af hensyn til opklaringsarbejdet er han tilbageholdende med informationerne. Men han siger, at flere borgere har henvendt sig med oplysninger, der kan vise sig at være vigtige.

- Alle henvendelser er noget, vi kan bruge på det her stadie. Men der har ikke været henvendelser, der har ført til en anholdelse, siger Torben Svarrer.

31-årige Nedim Yasar havde mandag aften netop deltaget i en reception for sin selvbiografiske bog "Rødder", da han blev dræbt ud for Hejrevej 42 i Københavns Nordvestkvarter.

Tilsyneladende havde Yasar netop sat sig ind i sin bil, da skuddene faldt omkring klokken 19.38.

- Det, vi ved, er, at gerningsmanden forsvinder ad Glentevej og drejer om hjørnet ved Vibevej. Vi vil gerne høre fra vidner, der har set en person i mørkt tøj på Vibevej i en flugtsituation, siger Torben Svarrer.

Politiet mener, at gerningsmanden affyrede mindst to skud. Om gerningsvåbnet kan politiet alene sige, at der næppe er tale om et automatvåben.

Politiinspektør Torben Svarrer ønsker ikke at udtale sig om et eventuelt motiv til drabet.

Yasar var for nogle år siden leder af banden Los Guerreros, som var en støttegruppe til Bandidos på den københavnske Vestegn. Det var udsigten til at blive far, der fik Yasar til at bryde med banden.

I tiden op til bogudgivelsen fortalte Yasar til flere medier, at han frygtede for sit liv.

/ritzau/