Politiet vil fredag eftermiddag være til stede og dermed synlige omkring det område, hvor 22-årige Mia Skadhauge Stevn skal bisættes.

Det oplyser Nordjyllands Politi til B.T.

Vicepolitiinspektør Niels Kronborg uddyber over for B.T., hvad politiets arbejde ved bisættelsen kommer til at bestå i:

»Vi har en forventning om, at der kommer rigtig mange mennesker. Vi vil primært være til stede i forhold til det trafikale og have en færdselsindsats.«

Budolfi Domkirke fredag formiddag.
Budolfi Domkirke fredag formiddag. Foto: Rebecca Haugaard
Vis mere

»Vi er i området for at sikre, at trafikken kan afvikles fornuftigt,« siger Niels Kronborg.

Mia Skadhauge Stevn skal bisættes klokken 13 fra Budolfi Domkirke i Aalborg, hvor der er plads til 800 personer.

»Vores erfaring er, at når det er så ungt et menneske, så kommer der rigtig mange mennesker. Folk, der kender hende, har kendt hende eller personer, der ønsker at vise deres sympati,« lyder det fra Niels Kronborg.

Det er primært i de trafikerede områder ved Vesterbro og Østergade, at politiet vil sørge for, at trafikken bliver afviklet fornuftigt.

En time før bisættelsen er adskillige ankommet til domkirken.
En time før bisættelsen er adskillige ankommet til domkirken. Foto: Rebecca Haugaard
Vis mere

Nordjyllands Politi vil således være til stede med 'et par betjente på motorcykler', lyder det fra Niels Kronborg.

Men politiet forventer ikke at være ved selve kirken:

»Vi vurderer situationen løbende, og skulle der være behov for mere tilstedeværelse, så kommer vi. Vi består selvfølgelig, hvis der opstår problemer. Men det er ikke vores vurdering lige nu.«

»Ellers forventer vi god ro og orden af respekt for Mia. Vi håber, at alle parter tager hensyn, så de pårørende får plads,« lyder det afsluttende fra Niels Kronborg.