Økse og baseballbat er ikke ligefrem ingredienserne til et skolegårdsslagsmål.

Og det var da også et voldsomt optøj som Nordjyllands Politi kom ud til torsdag aften i Nørresundby foran kiosken ved Stationsvej.

Her anholdte politiet fire mand for et brutalt overfald på en femte – men trods slag med både kølle og økse, lykkedes det offeret at forsvinde.

Fredag aften har retten i Aalborg varetægtsfængslet de fire mand, der er i alderen 24-27 år, i fire uger.

De er sigtet for groft overfald, oplyser den nordjyske anklagemyndighed via deres Twitter-konto.

Hos politiet bekræfter man overfor B.T. fredag, at der var tale om et særdeles voldsomt slagsmål efter at have set overvågningsbillederne.

Poul Fastergaard, vagtchef og politkommisær hos Nordjyllands Politi, fortæller også B.T. at politiet var overrasket over offeret havde forladt stedet til fods:

»Vi var noget målløse over han var væk. Nu har jeg selv set det og det er et ganske voldsomt overfald,« siger politikommissæren, der fastslår, at man stadig aktivt leder efter manden og også ved hvem han er.

Poul Fastergaard fortæller også, at overvågningsbillederne viser, hvordan de fire mand fra bilen ankom til stedet. Herefter begyndte den ene at slå løs på offeret – først med den flade ende af en økse, siden med baseballbattet og tildelte offeret op mod 15 slag.

Alle fem involverede er kendte af politiet.

I følge politiet er der dog ikke nogen umiddelbar forbindelse til knivstikkeret på Thistedvej i onsdags, selvom gerningsstederne ligger ikke langt fra hinanden.

Også her er de involverede varetægtsfængslet i fire uger. Det blev de i går torsdag og du kan læse om den sag HER.