____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Her til aften er urolighederne igen blusset op i Vollsmose.

En gruppe på mellem 50 og 100 vrede unge er begyndt at kaste sten mod politiet, som netop nu patruljerer området.

- Vi er lige så stille gået fra en anspændt stemning til kasten med brosten, siger politiinspektør Bjarne Sørensen til BT.

Han forklarer, at der har været nogle episoder her til aften, hvor de unge har ramt politiets patruljevogne med sten. Ingen er endnu kommet til skade.

- Det er de lokale unge ballademagere, som er i gang hernede, siger Bjarne Sørensen.

Tidligere på aftenen blev det meldt ud, at der var roligt i området, men det har altså ændret sig her til aften.

Politiet er sent tirsdag aften rykket ind i Bøgeparken i Odense-bydelen Vollsmose. Her har dagen igennem været en gruppe på mellem 50 og 100 unge med anden etnisk baggrund end dansk samlet oven på urolighederne og skudepisoden ved mandagens Eidfest, hvor en 26-årig mand blev skudt i benet.

BTs fotograf på stedet fortæller, at stemningen er anspændt, og at politiet med tre mandskabsvogne og 4-5 patruljevogne har fået spredt forsamlingen af unge. Nu kaster mindre grupper med kanonslag og råber efter politiet, som aftenen igennem har nærmet sig Bøgeparken i køretøjer og skudsikre veste.

Grunden til, at ordensmagten har valgt at rykke ind, er ikke umiddelbart, at situationen med de unge har udviklet sig, men det har nærmere været et forebyggende træk.

Dog begyndte de unge ifølge bt.dk lidt tidligere på aftenen at kaste med brosten, og politiet oplyser, at flere patruljevogne er ramt, mens betjentene ikke er kommet til skade.

Journalister og fotografer i området har fået at vide, at det er for risikabelt at nærme sig urolighederne.