Talstærkt politi udfører større aktion i Hvidovre. Der har angiveligt været en biljagt, skriver medie.

Københavns Politi er onsdag aften i gang med en større politiaktion i det sydlige Hvidovre.

Det oplyser politikredsen på Twitter uden at komme nærmere ind på aktionen. Det oplyses dog, at der både er uniformeret og civilt politi til stede.

Det regionale medie sn.dk skriver, at beboere har set en helikopter og en drone over området, og at der har været en biljagt.

Mediet skriver også, at der er et større antal politibiler til stede og politistyrker, der er svært bevæbnet.

En person er angiveligt tilbageholdt af politiet, skriver sn.dk.

Ifølge B.T. er en bil kørt ind i et hus på en villavej.

Københavns Politi vil sent onsdag aften ikke sige mere om aktionen, men vagtchefen oplyser, at han forventer, at man melder noget ud i løbet af torsdagen.

/ritzau/