OPDATERET: Den efterlyste mand har nu meldt sig selv til politiet, oplyser Østjyllands Politi via Twitter.

Østjyllands Politi efterlyser torsdag en mand, som var med til at overfalde en 25-årig mand i Aarhus-bydelen Tilst sidste år.

Ved overfaldet brækkede den 25-årige kæben, og den ukendte mand truede offeret på livet.

I forbindelse med efterlysningen deler politiet et billede af den efterlyste mand.

Overfaldet fandt sted den 17. juni sidste år klokken 16:40. Den 25-årige mand kom kørende med sin kæreste ad Anelystparken i Tilst, da en sølvfarvet VW Passat kørte ud foran dem.

Den 25-årige måtte træde hårdt på bremsen og dyttede efterfølgende af Passaten. Det fik føreren til at stige ud sammen med to passagerer. De gik hen til den 25-årige, som også steg ud af sin bil.

Da den 25-årige steg ud, fik han flere slag i ansigtet af de tre mænd. Offeret brækkede kæben ved slagene, og den ukendte passager råbte, at han ville skyde den 25-årige, hvis ikke han 'skred' fra stedet.

'Det lykkedes efter overfaldet for Østjyllands Politi at finde frem til føreren af Passaten og den ene passager. Den passager, der kom med trusler, er det endnu ikke lykkedes politiet at finde trods flere forskellige efterforskningstiltag,' skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Derfor beder politiet nu folk om hjælp til at finde frem til manden.

Han beskrives som:

Ca. 25-30 år
Mellemøstlig af udseende
Kraftig af bygning
Skaldet med skægstubbe
På gerningstidspunktet var han iført sorte arbejdsbukser og en sort T-shirt

Hvis man har oplysninger om manden, kan man kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.