Mandag morgen efterlyste Syd- og Sønderjyllands Politi to grise, de havde fundet gående frit omkring i byen Skads nord for Esbjerg.

Nu viser det sig, at grisene var blevet sluppet løs af en 32-årig mand på en kammerats adresse, efter de to havde haft 'nogle uoverensstemmelser'.

Det skriver TV Syd. 

Her skulle den 32-årige have smidt en rotte i kammeratens postkasse, ligesom han havde sluppet de to grise løs i hans indkørsel. Han tændte desuden et fyrværkeribatteri.

Den 32-årige er nu sigtet i sagen, hvor han er sigtet for hærværk og overtrædelse af fyrværkeriloven.

Han nægter sig dog skyldig. 

Politiet efterlyser stadig ejeren af de to grise.