Det skulle have været en ganske almindelig morgentur.

En 77-årig mand kørte afsted på sin grå handicapscooter.

Men han vendte aldrig hjem.

Derfor efterlyste Syd- og Sønderjyllands Politi den ældre mand fra Bredebro, der er dårligt gående og afhængig af sin scooter.

Men nu er der heldigvis godt nyt.

Lokale borgere har nemlig fundet manden i god behold for enden af en sti ved et naturområde tæt på Brede Å.

Her var han strandet og kunne ikke komme videre ved egen hjælp.

Det oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse.

Familien er underrettet og er nået frem til stedet.

»Mange tak til alle jer, som hjalp til med at lede,« lyder det fra vagtchefen.

Billedet af manden er fjernet, eftersom han er fundet.