Den unge pige på 14 år, som fredag blev efterlyst, efter hun ikke havde givet lyd fra sig i næsten en uge, er nu fundet.

»Lige nøjagtig nu, som du ringer, har vi nogle af de pårørende i røret, som fortæller, at hun er hos dem. Så hun er fundet.«

Sådan lyder det lørdag formiddag ved 09:40-tiden fra vagtchef Bruno Brix hos Nordjyllands Politi.

Teenagepigen blev efterlyst fredag aften, efter hun gik fra sit opholdssted i Brovst fredag d. 26. oktober. I efterlysningen oplyste politiet, at man 'frygtede for hende', fordi hun havde været væk så længe.

»Hun er gået fra det her opholdssted, og man havde egentlig forventet, at hun var ovre på Sjælland ved sin far. Men vi har været der og på andre forskellige adresser for at lede efter hende, men vi har ikke kunne finde hende,« fortalte vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg, til B.T. fredag aften.

»Derfor er det lige nu vores sidste udvej at sende det ud til pressen. Og det gør vi, fordi hun er så ung, som hun er. Det er bare underligt, at en pige ikke har givet lyd fra sig, og det er ikke normalt, så vi frygter selvfølgelig, at der kan være sket noget med hende.«

Politiet oplyste samtidig, at de var på bar bund i sagen.

»Det er nu ved at være længe siden, hun forsvandt, og vi har ikke længere nogle konkrete steder, vi kan lede. Der har vi allerede været. Så som det ser ud nu, så er vi på bar bund, og vi håber derfor, at det kan hjælpe, at vi går til pressen med det,« sagde vagchefen fredag aften.