En 17-årig pige havde netop passeret igennem tunnelen ved Rødovre Station og kom gående ad Damhus Boulevard mod Damhussøen, da hun natten til lørdag blev antastet af en mand. 

Ved nummer 99 trak han hende ind i en indkørsel og udsatte hende for en grov voldtægt, før han pludseligt stoppede.

Måske var det lyden af forbipasserende i nærheden, der fik ham til at forsvinde ud i natten i ukendt retning.

I hvert fald forlod han teenagepigen, der snart søgte og fandt hjælp fra borgere på gaden, der straks slog alarm.

Ikke længe efter ankom politiet til gerningsstedet, og en efterforskning blev indledt. Men selvom Københavns Vestegns Politi ligger inde med en række spor, beder politikredsen nu om hjælp fra offentligheden. 

I en pressemeddelelse efterlyser politiet vidner, der befandt sig i området nær Damhus Boulevard 99 mellem klokken 02.00 og 03.00 natten til lørdag.

»Voldtægt er altid alvorligt, og i sagen her har gerningsmanden ageret voldsomt. Siden overgrebet har vi efterforsket sagen intensivt. Vi har en række spor – men vi har også brug offentlighedens hjælp til opklaringen,« siger politikommissær Kåre Laustsen.

Man vil særligt gerne høre fra borgere, der har videokamera på deres ejendomme eller biler. Ligeledes hører man gerne fra trafikanter med dashcams installeret, der har passeret området i tidsrummet.

Iført skinnende jakke
Gerningsmanden bliver beskrevet som værende mellem 18 og 25 år, og så talte han dansk med accent.

Han er ifølge politiet mellem 175 og 185 centimeter høj og mellemøstlig af udseende. 

På gerningstidspunktet havde han mørkt, tætklippet hår og var iført mørkt tøj. Blandt andet en mørk og skinnende jakke.

Vidner i sagen kan kontakte Københavns Vestegns Politi hele døgnet på 43861448.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.